– og hvordan du kan vende det til din fordel?
Får du markedsført din virksomhed og er synlig på det, du gerne vil findes på? Ved du i det hele taget, hvad din hjemmeside faktisk bliver fundet på? Har du taget stilling til, hvad du gerne vil være synlig på, og hvordan du opnår det?
Har du lagt en plan for at trække trafik til din hjemmeside og konvertere disse til kunder?
I dag beskriver jeg via en case, hvordan du kan løfte en søgning, din hjemmeside faktisk er synlig på til noget, der er værdifuldt for din virksomhed.
Case: Din mor arbejder her ikke
I Oprydningsklubben er vi nu begyndt at optimere på indholdet på hjemmeside og blog måned for måned ift., hvad der faktisk bliver søgt på, og hvad vi gerne vil findes på.
Til dette bruger vi flere værktøjer bl.a Google Search Console, som er gratis at tilknytte ens hjemmeside.
Et sjovt fund i Google Search Console er at hjemmesiden Oprydningsklubben.dk bliver vist og klikket på i søgningerne:
- Din mor arbejder her ikke, ryd op efter dig selv.
- Ryd op efter dig selv, din mor arbejder her ikke.
Vores kerneydelse er: At lære vore kunder at rydde op og etablere gode oprydningsvaner. Så man kan ikke sige at det er vores kerneydelse, der her søges på. Alligevel synes jeg, det kunne være spændende at se, hvad det kan føre med sig at søgemaskineoptimere op mod søgningerne.
I det næste tager jeg dig med i de tanker, jeg gør mig i den proces.
Søgeintention
Først tænkte jeg i søgeintention. Dvs. hvilke overvejelse ligger bag en sådan søgning, og hvad ønsker man at få ud af søgningen. “Din mor arbejder her ikke, ryd op efter dig selv” dækker over de skilte, man kan se på arbejdspladser, hvor en kollega har hængt skiltet op i frustration over, at andre ikke har samme høje tærskel for oprydning, som vedkommende selv.
Søgeren er sandsynligvis ude efter et skilt lige til at printe. Så jeg lavede et par varianter i Canva til download.
Det er super vigtigt for et godt resultat i søgemaskinerne, at ens side eller indlæg er et godt svar på søgeintentionen.
Tid på siden
Som nævnt er vi ikke en skilte virksomhed, så næste overvejelse gik på, hvordan kan vi lægge yderligere værdi ind på siden, så tid på siden øges. Endnu en faktor som søgemaskinerne værdsætter.
Så vi lavede en tekst, der perspektiverede frustrationen hos søgeren og giver alternative handle muligheder ift. problemet.
Du kan se forslagene i blogindlægget her: Din mor arbejder her ikke, ryd op efter dig selv.
Know – like – trust
Ved at perspektivere, nuancere og give en lille smagsprøve på, hvad vi står for, når vi underviser i oprydning og gode oprydningsvaner. Arbejder vi på tillidsfaktoren, der skal give lyst til at lære os og det vi kan og vores produkt bedre at kende.
CTA
Indlægget ender med en Call To Action, dvs. det vi gerne vil have læseren til at gøre. Enten blive medlem af Oprydningsklubben eller tilmelde vores nyhedsbrev.
Man kan fint argumentere for at et CTA er bedre end to, da der så ikke er noget at komme i tvivl om. Her har vi dog valgt at have to på. Fordi vi gerne vil øge produktkendskabet. Det kan være, vi retter det til hen ad vejen.
Elementet er oprettet som et globalt element, så når der rettes i det, skal der kun rettes et sted og det slå igennem på alle de sider, det er brugt.
Resultat efter en uge
Da jeg gik i gang med analysen og skrev og offentliggjorde indlægget, lå hjemmesiden som nr. 25 på søgningen altså side på side 3 på Google. En uge efter ligger siden på side 10 og har altså rykket sig 15 placeringer og er nu nederst på side 1. Blot ved en offentliggørelse og et internt link fra hjemmesidens sitemap. Det giver jo lyst til at arbejde videre markedsføringsmæssigt med indlægget, hvor næste step er at bruge det på sociale medier.
Har du statistik på din hjemmeside?
For at kunne finde ud af, hvad din hjemmeside bliver fundet på, er det vigtigt at du har statistik på den fx. Google Search Console. Og du dernæst kan finde ud af at læse den og bruge den konstruktivt.
Har du brug for hjælp til dette, er du velkommen til at ringe til mig på 27119677, og så er du hurtigt hjulpet videre.
God udviklings- og markedsføringslyst.
Susanne Andreasen